Kitchee FC - Arsenal 2-2
Af Tobias Helbo Damkjær 29-07-2012 - kl. 21:34
På en noget tør og knoldet bane i Hongkong vinkede Arsenal farvel til Asien med en underholdende 2-2 kamp mod de lokale mestre Kitchee FC i den sidste kamp på 2012 Asia touren.
Gervinho strålede da han kom ind i anden halvleg og viste gode takter op til sæsonstart
Arsenal-mandskabet fik en storslået modtagelse på det enorme stadion i Hongkong og tilskuerpladserne havde et overvejende rødt skær fra de mange Arsenal-trøjer, der blev luftet af de lokale fans.
Arsene Wenger havde valgt at blande kortene fra sidste kamp mod Manchester City – en kamp der blev spillet kun 48 timer forinden – holdet bestod således af en god blanding af velkendte førsteholdsspillere og en hel del unge stjernefrø.
De lokale helte fra Kitchee startede kampen bedst og tog efter et par brændte chancer føringen efter et godt mål af Yago. Ka Wai havde opfanget en dårlig Miquel-aflevering på midtbanen og snød spanien umiddelbart efter med en fræk indenoms-aflevering, som Yago sendte ind bag Szczesny. Kampen var i gang.
Kampen bølgede derefter frem og tilbage og The Gunners begyndte så småt at komme mere ind i kampen for at tage styringen. Efter 24 minutter udmøntede det i en fortjent Arsenal-udligning da Theo Walcott satte den ind bag keeper Wang. Målet var i høj grad Diabys fortjeneste, da han erobrede bolden fra modstanderen lige ude foran feltet og derefter lagde den til rette for Walcott, der kynisk huggede den ind til 1-1.
Værterne fra Hongkong havde dog ikke tænkt sig at lade Arsenal overtage kampen og blot 5 minutter efter Walcotts udligning bragte Losada hjemmeholdet tilbage i føresædet. En god gang klumpspil endte for føderne af den spanske angriber, der hamrede bolden op i nettaget til 2-1. Godt nok kom målet efter at Arsenal var begyndt at vågne op til dåd, og havde haft et par gode muligheder, ved Walcott især, men det var på ingen måde ufortjent, endsige uventet, at Kitchee førte ved halvleg.
Wenger foretog en række udskiftninger i begyndelsen af anden halvleg, hvor bl.a. Gervinho, Aneke og Afobe blev bragt i spil. Og allerede indenfor to minutter var ændringerne ved at bære frugt, da u-21 landsholdspilleren Afobe ramte stolpen efter godt spil af Gervinho og Jenkinson. Der var optræk til en Arsenal-udligning.
Det gav forhåbninger for anden halvleg og Arsenal skruede op for tempoet og begyndte for alvor at sætte sig på spillet – især Gervinho og Walcott skinnede igennem med nogle virkelig gode aktioner. Kampen var dog stadig åben begge veje, og Kitchee var også tæt på en række gange, hvor et par gode muligheder blev misbrugt.
Arsenal-presset blev dog endelig for meget for Kitchee, da Gervinho i det 77. minut skar ind fra venstresiden, gik forbi sin mand og og lagde den for fødderne af den unge tysker Thomas Eisfeld , der let lagde bolden i mål. Det endte således med at være noget af en tour for den unge tysker, der også kom på banen mod Malaysia XI og scorede.
Begge mandskaber havde efterfølgende chancer til at tage alle tre point – især The Gunners – men kampen ente altså 2-2 i den dampende hede. Wenger og truppen drager nu tilbage mod London hvor den sidste forberedelse venter inden sæsonen går i gang om et par uger.

Walcott var ligeledes i hoppla og stod for en række af Arsenals bedste forsøg