Danske Arsenal-fans får nu deres helt egen øl. Arsenal Denmark har indgået et samarbejde med det prisbelønnede Midtfyns Bryghus i Brobyværk, Fyn, om produktion af en helt ny øl, en Gunners Ale - opkaldt efter den engelske fodboldklubs kælenavn.
- Det er et helt enestående samarbejde. Mig bekendt er der ingen andre fanklubber, der har fået specialproduceret egen øl, men vi vil nu også gerne opfatte os selv som noget særligt, siger Thomas Ballegaard, formand for Arsenal Denmark.
Det er ikke tilfældigt, at Arsenal Denmark netop samarbejder med Midtfyns Bryghus, der i år fik kåret sin Imperial Stout som "årets ølnyhed" af danske ølentusiaster. - Vi har fulgt mikrobryggeriets fremgang og succes. Ale og IPA fra Midtfyns Bryghus ligger smagsmæssigt tæt på de engelske øltyper, og vi repræsenterer nogle af de samme værdier, nytænkning med respekt for traditioner, siger Thomas Ballegaard fra Randers.
Også direktøren for Midtfyns Bryghus Eddie Szweda er glad for samarbejdet: - De er lidt kræsne, de Arsenal-fans, både hvad angår smagssammensætning og den røde farve, de har forlangt, og det har været en udfordring at leve op til Arsenal Denmarks krav. Men vi har ramt en øl, som vi håndværksmæssigt kan stå inde for, siger han.
Midtfyns Bryghus kom i strid modvind hos det amerikanske filmselskab ’20th Century Fox’, da bryggeriet for et par år siden sendte deres ’Braveheart’ øl på markedet. Filmselskabet havde varemærke-registreret navnet Braveheart efter filmen med Mel Gibson, og det resulterede i en klækkelig bøde og et produktionsstop, selv om Braveheart faktisk blev brygget i Skotland i mange år, før der var nogen, som tænkte på at lave filmen. Modvinden er dog siden vendt til stærk vind i sejlene for bryggeriet, der oplever stor fremgang på markedet i disse år.
Den nye Gunners Ale har selvsagt Arsenal Denmarks 2.000 medlemmer som primær målgruppe, og bliver solgt gennem fanklubben, men den vil også blive forhandlet på udvalgte pubs, hvor Arsenal-fans ser tv-transmitterede kampe.
|